LTD

L o g o p æ d i s k   t e r a p i

LTD

 

PROFIL    FORSIDE    LEKSIKON    TERAPI    SELVHJÆLP   LINKS   KONTAKT     

INFORMATIONER

 

Hvad laver en tale-/hørelærer?

En tale-/hørelærer beskæftiger sig med sprog-, tale- og stemmevanskeligheder.

Arbejdsområdet omfatter fonetiske og fonologiske vanskeligheder, stammen, løbsk tale, myofunktionel forstyrrelse, snøvl, afasi, dysarthri og forskellige stemmeforstyrrelser. Disse begreber er nærmere forklaret i mit logopædiske leksikon, som du får adgang til ved at klikke på leksikon-ikonet i menuen til venstre. Undervisningen af børn med stemmeforstyrrelser kræver - for at vælge de rigtige øvelser - undersøgelse af og skriftlig udtalelse fra en øre-næse-halslæge. Derudover arbejder en tale-/hørelærer med mindre børn, som har en forsinket sprogudvikling og med børn, unge og voksne med nedsat hørelse.

Arbejdet indeholder ikke kun sprog- og taleundervisning, men også motorisk træning. Finmotorikken - især mundmotorik - skal trænes igennem tunge-, læbe-, kæbe- og ganeøvelser.

Nogle gange - alt afhængig af problemet - bliver børnene undervist enkeltvis og nogle gange i små grupper.

Det er tale-/hørelærerens opgave at vurdere barnets sproglige formåen (efter henvendelse fra barnets kontaktpersoner, fx klasselærer eller forældre) og at bestemme den specialpædagogiske bistand i form af evt. støttetimer, intensive sprogundervisningslektioner eller henvisning til en sproggruppe (fx snakkekursus eller tale-/høreinstitut). På grund af manglende ressourcer og ventelister bliver et sådan tilbud om henvisning desværre i mange tilfælde ikke godkendt af kommunen, uagtet at det vurderes at være nødvendigt.

Tale-/hørelærere arbejder meget tæt sammen med børnehave- og støttepædagoger, klasse- og støttelærere, psykologer, skoletandlæger og selvfølgelig forældre, for at give disse personer den bedste pædagogiske vejledning.

Hvornår er der anledning til at søge tale-/hørelærer?

 

  • Ved 6 måneders alderen:  Hvis dit barn ikke søger øjenkontakt mens du taler og hvis det ikke reagerer på lyd,     f. eks. vender ikke hovedet til siden, hvor du ringer med en klokke. Hørelsen skal også undersøges.

 

  • Ved 18 måneders alderen:  Hvis sproget og talen ikke udvikles og ordforråd ikke vokser, f. eks. barnet kan ikke nævne almindelige genstande.

 

  • Ved 2 års alderen:  Hvis barnet ikke sætter mindst 2-3 ord sammen til at danne en sætning og ikke kan sige sit navn.

 

  • Ved 3 års alderen:  Hvis barnet er svært at forstå, kun anvender verber f. eks. /lege/, og hvis det ikke stiller spørgsmål.

 

  • Ved 4 års alderen:  Hvis barnet anvender korte, usammenhængende sætninger eller hvis det gentager stavelser og ord.

  • Hvis barnet ikke kan udtale de lyde, som et barn på det pågældende alderstrin normalt forventes at kunne, se hertil tabellen nedenfor.

 

LYDERHVERVELSE HOS DANSKE BØRN

(ENKELTLYDE OG KONSONANTFORBINDELSER)

ALDER

LYDE

Fra 1½ år til 2 år m p d
Fra 2 år til 2½ år b n
Fra 2½ år til 3 år v f l t h k ŋ  s*
Fra 3 år til 3½ år

j r g ð     

Fra 3½ år til 4 år bl pl fl gl kl 
Fra 4 år til 4½ år br pr dr tr dv fr gr kr kn gn kv sp sl sv sm sn st 
Fra 4½ år til 5 år bj fj mj pj tj vj kj gj dj sj vr sk spr skr str

    * interdental

 

Hvorfor logopædisk terapi?

  • Logopædisk terapi afhjælper udtaleproblemer, fremhjælper sprogudviklingen og træner mundmotorikken.

  • En tidlig logopædisk behandling foregriber mulige vanskeligheder i indlærings-processen af skriftsproget.

  • En afhjælpning af taleproblemer styrker barnets selvværd og tro på egne evner.

  • Logopædisk terapi er en nødvendig opfølgning af kæbeortopædisk behandling i forbindelse med tungepres, hvor tungen på grund af uhensigtsmæssige suttevaner har deformeret tand- og kæbestillingen.

De fleste skoler og institutioner tilbyder logopædisk behandling uden omkostninger for forældrene. Hvis du ønsker flere informationer om at finde en tale-/hørelærer, da klik på ikonet "Links" oven for.

                   

© 2002 Logopædisk Terapi Dagmar      *      Møllegårdsvej - 2100 København Ø      *      E-mail: Dagmar@logopaed.dk